Liberalismen.dk

Velkommen til min hjemmeside. Jeg har valgt at dedikere den til liberalismen, fordi jeg er liberalist med hjertet, og ser på verden med liberalistiske øjne. Alt for mange mennesker bukker under for fristelsen til at styre verden med forbud og tvang. Derfor har liberalismen trange kår på trods af at liberalismen er vejen ud af sult og nød, krig og død.

Dette er ikke endnu en side hvor du kan læse kilometerlange akademiske artikler omkring liberalistisk økonomi. Det er min intention at holde niveauet på et plan hvor menig mand også kan være med.  
  Kjeld Flarup

Værdiforladt stat

Bendtsen vil proppe kristendom ned i halsen på os allesammen, og Fogh vil proppe gudeløshed ned i halsen på os allesammen. Sådan kan man sammenskrive de to herrers grundlovstaler. Alle statsligt understøttede aktiviteter forårsager etiske og moralske overvejelser. Og resultatet af disse overvejelser er oftest ingen moral!

Værdikonflikten i VK blussede op i forbindelse med loven om kunstig befrugtning, hvor flere venstre folketingsmedlemmer stemte for at give lesbiske ret til kunstig befrugtning. Lesbiske betaler jo også skat, så det er vel kun ret og rimeligt at de også har ret til kunstig befrugtning, ellers er det jo diskrimination.

Men, tilhængere af far og mor familien betaler jo altså også skat, og de skal så pludseligt tvinges til at betale for at lesbiske kan få kunstig befrugtning. Problemstillingen synes håbløs. Enten er man nødt til at tryne den ene eller den anden part. Men, man kunne jo også bare lade både lesbiske og homoseksuelle betale selv. Så er verden et etisk problem mindre!

Det er ikke uvæsentligt hvad de to herrer mener, eftersom de står i spidsen for det apparat som ensretter halvdelen af vores liv. Aldrig nogensinde i historisk tid har samfundet været så ensrettet og styret at magthaverne som det er i dag. Nok har vi demokrati, men når valgstederne lukker, så er det afgjort hvilke personer der skal bestemme de værdier vi allesammen skal have proppet ned i halsen de næste fire år.

Og desværre synes det evige kompromis at blive – ingen moral! Når staten bestemmer alt, så er den nødt til at føje homoseksuelle, muslimer og rødhårede for ikke at diskriminere. Men konsekvensen af dette bliver så at det store flertal tilsvarende tvinges til at understøtte disse værdier. Konsekvensen er et samfund uden bærende værdier.

Nu er lesbiskes ret til kunstig befrugtning blot et aktuelt eksempel. Værre bliver det når man ser på folkeskolen. Når skolen bliver værdiforladt, så bliver den også kvalitetsforladt.  Uddannelsesvalget er også totalt værdiforladt, alle uddannelser er lige i statens værdiløse optik. Det skal de være når staten betaler, ligegyldigt hvor stor en garanti for arbejdsløshed der er bagefter.

Bendt Bendtsen har ret i at der skal værdier til, men hans præmis er forkert, for værdierne skal ikke skabes politisk. De skal skabes ved at borgerne selv betaler. Staten skal altså være meget mindre for at vi kan få værdierne tilbage.
2006-06-18