Liberalismen.dk

Velkommen til min hjemmeside. Jeg har valgt at dedikere den til liberalismen, fordi jeg er liberalist med hjertet, og ser på verden med liberalistiske øjne. Alt for mange mennesker bukker under for fristelsen til at styre verden med forbud og tvang. Derfor har liberalismen trange kår på trods af at liberalismen er vejen ud af sult og nød, krig og død.

Dette er ikke endnu en side hvor du kan læse kilometerlange akademiske artikler omkring liberalistisk økonomi. Det er min intention at holde niveauet på et plan hvor menig mand også kan være med.  
  Kjeld Flarup

Udlændingestyrelsen sætter trumf på!

Min kone er i øjeblikket i Rusland for at ordne nogle formalia vedrørende en bolighandel sammen med hendes mor. Der er bare lige det men, at hendes mor har hun måttet lade blive her i Danmark. For hendes pas, det lagde hos udlændingestyrelsen der ikke har villet udlevere det!

Forhistorien er den at min svigermor fik et 3 måneders visum til Danmark, så hun kunne komme og være sammen med hendes barnebarn. I den periode valgte vi så at tage vores datter ud af dagplejen, så hun kunne blive passet af Babuska. Vores datter havde haft meget sygdom og havde være behandlet for astmatisk bronkitis, fordi det danske system med at sætte småbørn i pleje altså smitter børnene med alskens sygdomme. I Rusland mener man faktisk det er uforsvarligt at sætte børnene i fremmed pasning før de er 3 år.

Så vi meldte vores datter ud af dagplejen og skrev hende op til at blive passet igen fra 1. marts. Imidlertid fandt vi ud af at den dagplejemor som vi havde haft kunne tage hende igen fra 1. april, og det ville vi egentligt gerne. Derfor besluttede vi i begyndelsen af januar at søge om forlængelse af visa'et til 1. april. Det var jo da altid værd at prøve og vi kunne da jo højst få et afslag – troede vi.
Tiden gik, og der kom intet svar. Vi ringede og ringede til udlændingestyrelsen, men sagen var bare under behandling. På et tidspunkt fik vi at vide at det nok blev et aflag, men der var ikke truffet nogen afgørelse endnu. Udlændingestyrelsen praler forresten med at der er 1.500 personer der ringer til den dagligt. Altså 1.500 andre personer som er i samme situation som vi!

Men Struer kommune ville jo gerne have et svar på hvornår vores datter skulle starte i dagplejen igen. Så der var ikke andet at gøre end at forklare dem situationen. Kommunen var da så venlige at aftale med dagplejemoren at hun kunne tage et ekstra barn i marts, nøjagtig som hvis et barn skal i gæstedagpleje. Vi skulle blot melde hvornår vi havde brug for pladsen, så der var i det mindste fleksibilitet. Et muligt afslag kunne jo komme hver dag fra udlændingestyrelsen, og så skulle min svigermor ud med 5 dages varsel.

Da vi nu havde styr på pasningen af vores datter, så begyndte min kone at planlægge hvornår hun kunne rejse til Rusland, fordi hun skulle skrive under på nogle papirer så lejligheden kunne sælges. Da var det hendes øjne faldt på påsken. Hvis hun fik fri ugen efter påske, så kunne hun få et passende tidsrum i Rusland til at ordne tingene. Og det er jo så heldigt at den russiske påske ikke falder samtidigt med den danske. Så det er almindelige arbejdsdage derovre.

Derfor bookede vi to billetter til Rusland skærtorsdag. En til min kone og en til min svigermor. Så var der bare lige den detalje med passet. Det lagde jo stadigt hos udlændingestyrelsen, og der var ikke nogen udsigt til et svar. Så derfor skulle vi trække ansøgningen tilbage, hvilket politiet i Holstebro skulle gøre. Det gjorde de også. Sendte det til udlændingestyrelsen tirsdagen ugen før min svigermor skulle flyve om torsdagen. Så der var altså en uge til at tage passet ud af dyngen og sende det. Mandagen kom, der var intet pas. Damen hos politiet ringede og rykkede og forklarede at passet skulle altså bruges nu! Men der kom intet pas.

Om onsdagen da der intet pas var kommet prøvede jeg selv at ringe til udlændingestyrelsen, men det var umuligt at komme i kontakt med nogen. I stedet ringede jeg så til integrationsministeriet og spurgte hvad meningen var at min svigermor ikke måtte rejse hjem. Og det lykkedes faktisk at få en ansat i ministeriet til at ringe til udlændingestyrelsen og få dem til at love at passet blev sendt onsdag, så det kan afhentes lørdag hos politiet. Jeg forsøgte også at få dem til at sende passet med en taxa til Lufthavnen, så vi kunne hente det der. Ja jeg tilbød sågar at betale for taxaen, selvom udlændingestyrelsen klart havde erkendt at det var deres fejl. Men nej. Så passet var først tilgængeligt lørdag.

Så jeg ringede til luftfarsselskabet Pulkovo, der var meget forstående og sagde at de bare ændrede bookningen, så kunne jeg blot møde op med min svigermor i lufthavnen om søndagen i stedet. Og skulle passet ikke være kommet så skulle vi blot ringe om tirsdagen når kontoret åbnede igen. Men kommer passet ikke om lørdagen så kan hun først komme afsted næste søndag, så det passer med at kun skal flyve til Rusland, med det fly som min kone netop er kommer hjem med. Så de kan lige sige hej i Lufthavnen.

Der kom ikke noget pas om lørdagen!

Politiet i Holstebro var endda så venlige at gå over på posthuset og se om passet skulle være sendt som almindelig post og ikke som anbefalet post. Det var det ikke. Faktisk kom passet først til Holstebro om onsdagen. Og jeg tør faktisk ikke tænke på hvor lang tid udlændingestyrelsen ville have beholdt min svigermors pas hvis ikke jeg havde ringet til ministeriet. Og jeg kan forstå på politiet at det ikke er den eneste sag hvor folk mangler deres pas, fordi udlændingestyrelsen sidder på det?

De siger de har så travlt i udlændingestyrelsen. Nu også med at behandle arbejdstilladelser til arbejdskraft fra de nye EU lande. 4½ måneds ventetid viser Danske svineproducenters undersøgelse, og det kan ikke gøres hurtigere end 2 måneder. Min kone måtte vente i godt 7 måneder på hendes arbejds og opholdstilladelse. Ofte kan det undre mig at det tager så lang tid for noget så simpelt. I øjeblikket er min kone ved at få hendes opholdstilladelse forlænget. I den forbindelse har vi begge skrevet under på tro og love at der ikke er nogen ændringer i de betingelser som vil har fået den første opholdstilladelse på. Alligevel så skriver de til os og beder mig om at sende 3 års regnskaber, så de kan vurdere vores økonomi. Jamen påstår de at vi lyver, når vi har skrevet at der ikke er nogen ændringer. Det er jo nærmest injurierende. Men når sagsbehandlingen skal gå så dybt i detaljer, så kan det jo ikke undre at det tager lang tid. Det der bare undrer mig er, at de ikke med det samme giver os det skema som skal udfyldes om de økonomiske forhold i stedet for at de skal bruge deres kostbare tid på at sende et brev til os.

Det der specielt også kan undre er at selvom vi sendte en anmodning om at trække ansøgningen tilbage, så sendte udlændingestyrelsen et fuldt begrundet afslag. Det virker som om man efter ministeriets henvendelse blot har fremskyndet behandlingen, og altså brugt tid på reelt ingenting.

Er der noget som holder arbejdskraft væk, som kan hjælpe med til at betale skat og finansiere velfærdsstaten, så er det de lange ventetider og usikkerheden. Det er et klart budskab om at god arbejdskraft ikke er velkommen i Danmark. Men er der nogen som blot vil nyde eller snyde, ja så er de lange ventetider jo ikke noget problem, så har man jo tid nok til at vente. En ting er at politikerne har vedtaget nogle strammere regler, men har de også i folketinget vedtaget at det skal tage så lang tid at få sagerne behandlet? Er det en del af politikken at man skræmmer folk væk med lange sagsbehandlingstider.

I så tilfælde så smager dette lidt af tamilsag. Man sylter reelt alle sager, hvorefter man fra politisk hold griber ind og fremmer nogle specielle kategorier af sager, efter at der har været lidt omtale i pressen. I tamilsagen syltede man også sager, dog kun specielle sager med tamiler. Fælles for begge sager er dog at regeringen ikke tør stå ved den politik som de ønsker at føre og derfor gennemfører den ved at administrere som man gør.
2005-03-31