Kapitalismen sikrer freden

Ovenpå krigen mod Irak og talrige demonstrationer imod krig og for fred, kommer vi tilbage til det gamle spørgsmål, hvordan får vi en bedre verden uden krig. Der er jo ingen der ønsker krig, og det er da prisværdigt at nogle går på gaden og viser de ikke ønsker krig, men samtidigt virker det lidt naivt. Vil man undgå krige, så er det ikke nok blot at mene at det er forkert at slå uskyldige mennesker ihjel. Freden er først sikret når vi har nogle gode egoistiske grunde til ikke at ville hoppe med på krigsvognen. Vejen frem hedder derfor kapitalisme, liberalisering og globalisering, da dette vil binde hele verden sammen i et net hvor krig vil skade os alle sammen og ikke mindst ramme os på pengepungen.

Der er en række faktorer som kan føre til krige. Først og fremmest er det stater der fører krig, og det de fører krig om er magten til at opkræve skatter og ensrette befolkningen. Multietniske samfund nærmest inviterer til strid mellem befolkningsgrupperne, fordi klassiske stater har en ensrettende effekt. Fattigdom er grobund for mange ulykker, ligesom korruption og nepotisme er også med til at destabilisere samfund. Men fælles for alle de krigsskabende årsager er at de i et liberalistisk kapitalistisk samfund vil være væk eller stærkt minimerede så de ikke udgør nogen trussel.

Statens betydning for krig.

Det er stater der fører krig, ikke Hr. og Fru. Jensen. Det er også stater der gasser sine borgere, sætter dem i fængsel, forbyder dem at tale deres sprog og hvad der nu ellers findes af menneskerettighedskrænkelser. Og der er intet til hindrer for at dette kan foregå på et demokratisk grundlag.

Liberalismen sætter staten i en mindre fremtrædelsen rolle, og dermed er der en væsentlig grund mindre til at føre krig og de fleste menneskerettighedskrænkelser forsvinder også.

Krig er primært et spørgsmål om hvem der skal have magten i et bestemt landområde, og dermed have retten til at opkræve skatter og bestemme over andre mennesker. Det er værd at bemærke sig at de fleste antikrigsdemonstranter er venstreorienterede der for det første synes det er helt fint med høje skatter og for det andet støtter de love der regulerer folkets opførsel så ingen træder ved siden af - ting der er værd at føre krig for! Men liberalismen hverken opkræver skatter eller ensretter befolkningen.

Aktuelt med Irak konflikten er forholdet mellem Tyrkiet og kurderne er lærestykke. Tyrkiet er bange for et selvstændigt Kurdistan i Nord Irak, fordi de frygter dette kunne få de tyrkiske kurdere til at tro de også kan få en selvstændig stat. Set fra et liberalistisk synspunkt, så er dette en komplet ligegyldig bekymring. Hvis et område ønsker selvstændighed, så lad dem dog det, forskellen er jo den samme. Med liberalismens åbne grænser så gør det ikke nogen forskel om kurderne har en selvstændig stat eller ej.

Det der derimod kan tænkes at tælle hos magthaverne i hovedstaden er andre ting, specielt skattegrundlaget, jo flere undersåtter jo flere penge har man at bestemme over. Det kan være placeringen ved store diplomatiske middage. Antallet af undersåtter betyder også mere kanonføde, og militærstrategisk er det selvfølgelig en fordel at man ikke skal besætte landområdet igen hvis man vil angribe den næste nabo i rækken. Endelig skal man jo ikke glemme den nationale stolthed. Men alle disse ting er totalt ligegyldige ud fra liberalistiske principper.

Der er også et argument omkring hvor små økonomiske enheder der er effektive, og derfor kan det være noget skidt om et område udskiller sig, fordi man så får to økonomiske enheder der ikke kan klare sig selv. Men da liberalismen opererer med åbne grænser, og det ikke blot for turister men for alle mulige økonomiske forhold også, så spiller nationalstaten ingen rolle for økonomien. Om Kurdistan er en del af Tyrkiet eller selvstændigt vil ikke spille nogen rolle for den enkelte erhvervsdrivende. I en total liberaliseret verden sender han sine varer ud af Kurdistan til nord, syd, øst og vest som han har lyst til.

Den frie verdenshandel og kapitalismen betyder altså at staten bliver overflødig og dermed kan vi fjerne den vigtigste årsag til krig.

Kapitalismen bevarer freden

Åbning af grænser og liberalisering af verdens handlen, vil binde landene tættere sammen, og gøre handel mere attraktiv end krig. Når landene har økonomiske interesser på tværs af grænserne, så skal det være en meget tåbelig regering der vælger at gå i krig. Det var da også denne tankegang der skabte de europæiske fællesskaber for at undgå at Europa skulle ende i krig igen. Men for at der skal være økonomiske interesser på tværs af landegrænserne, skal der herske en global kapitalistisk verdensorden, noget som fredsaktivisterne på venstrefløjen vil erklære sig stærkt imod.

Det er noget vrøvl at se USA som en besættelsesmagt der vil undertrykke Irak. Men naturligvis vil en amerikansk påvirkning af fremtidens Irak betyde er kapitalistisk orienteret Irak. Hvis det er det SF, Enhedslisten og Globale rødder frygter, så lad os da håbe for det irakiske folks skyld, at de rødes frygt ikke bliver gjort til skamme. For freden er et kapitalistisk system er langt vigtigere end opbygning af det demokratiske system, fordi det er det som kan skabe ikke alene stabile interne forhold, men også dobbeltsidige afhængighedsforhold til udlandet.

Fattigdom er en trussel mod freden på den led at fattige mennesker ofte ingen økonomiske interesser har at miste. Det er muligt at det under en krig er endnu mere umuligt at være fattig, men hvis det personlige ejendomstab er nul, så er incitamentet til at holde freden også lig nul. Zimbabwe er et strålende eksempel på dette, hvor den største del af befolkningen ingen jord ejer, og der er i landet stort set ikke andre værdier end jord. Det har simpelthen været for let for Robert Mugabe at skabe ufred i landet, til fordel for sin egen sag. Krig betyder tab af værdier, men hvis disse værdier er andres, så er man tilbøjelig til at overse at naboens værdier ofte er ens eget livsgrundlag.

At bruge ulandshjælp til at fjerne fattigdom sikrer på ingen måde freden. Der skal bygges liberale kapitalistiske strukturer op i landene. Man kan med ulandshjælp give mennesker føde, give den medicin og uddannelse, men det skaber ikke de økonomiske interesser der skal stabilisere freden, tværtimod så risikerer man en enorm forvrængning af markedet. En liberalisering af verdenshandlen vil derimod give ulandene et økonomisk løft der overstiger de beløb der i dag gives i ulandshjælp. Derfor bør alle stille sig bag et krav om liberalisering af handlen nu. Alle toldbarrierer og handelshindringer skal væk. Væk skal alle statsstøtte ordninger til produktion. Afskaffelse af alt dette vil gavne verdens fattige, og bygge fredsstabiliserende strukturer op.

Men vil man fattigdommen helt til livs, så skal landene også liberaliseres internt, da de ofte slæber rundt på et tungt morads af regler og korruption der umuliggør udvikling. Under genopbygningen af et land er liberale regler så absolut en fordel. Det kan ikke nytte noget at man skal spørge om lov 117 steder i en centraladministration der er smadret. Og selvom det ikke var smadret, så tager der alt for meget af dynamikken i et samfund der skal opnå store vækstrater.

Korruption lever ofte på bureaukratiske love. En simpel liberalisering af samfundet vil afskaffe disse love, hvilket er en langt simplere tilgang til at løse korruptionsproblemet end at gå ud og arrestere og straffe alle de korrupte embedsmænd. I Rusland er problemet så stort at selv stempler man har krav på at få, skal man betale bestikkelse for at få. Og når man så skal omkring 117 kontorer for at starte sin egen virksomhed, så kan enhver vist forestille sig hvorfor Rusland fortsat er et fattigt land.

Men at et samfund bliver rigere behøver ikke nødvendigvis betyde at krigsfaren bliver mindre. De flere penge kunne jo også bruges til at fremme nationalistiske ambitioner, der vil bombe det hele tilbage. Derfor er den internationale liberalisering netop så vigtig, fordi dette vil muliggøre at pengene bliver investeret internationalt hvorved vi får de nødvendige dobbeltsidige kapital interesser på tværs af grænserne der sikrer fortsat fred. Pensionsopsparinger i aktier er med til at gøre os alle sammen til kapitalister, og dermed vil vi save den gren vi selv sidder på over hvis vi hopper med på et nationalistisk krigstogt.

Demokrati

Demokratiet er ingen garant imod krige, da dette jo forudsætter at alle er enige om demokratiet. Og demokratiet er som princip sværere at presse naboen til at acceptere end kapitalismen. Kina har f.eks. accepteret en stigende kapitalisme, men forsager fortsat demokratiet. Det var jo heller ikke demokratiet der pressede sovjet i knæ, men kapitalismen. Endelig er der jo principielt intet til hindrer for at et demokratisk valgt parlament går i krig mod naboen.

Under genopbygningen af et land som Irak, taler man meget om at nu skal de demokratiske institutioner på plads. Men der er intet til hindrer for at man allerede fra dag et begynder at opbygge et anarkokapitalistisk system. Det vigtigste er et retssystem til at beskytte ejendomsretten. De myndigheder der måtte komme bør kun sikre ejendomsretten, alt andet bør man overlade til de frie kræfter. Problemer er blot at det ligger ud over de fleste menneskers fatteevne at der skulle komme en administration hvor man ikke skal spørge om lov for at skabe produktion og afskaffe fattigdommen. Men det burde være en grundlæggende menneskerettighed at man ikke skal have et offentligt stempel for at starte en virksomhed.

Globale rødder har været særdeles aktiv i oppositionen mod krigen og råbt hult op om massemord og blod på hænderne. Men hvis man lytter til hvad det er globale rødder vil, så vil de altså afskaffe kapitalismen globalt. Dette må jo betyde at de ønsker et verdensomspændende kollektivistisk system, hvilket så igen betyder, stater, kontrol, grænser og skatter. Alt sammen ting der skaber krig og folkemord. Så at Globale rødder kalder sig for krigsmodstandere er hyklerisk, deres løsning skaber derimod fremtidige krige og diktaturer.

Vi har for nylig fået udgivet to bøger på dansk omkring kommunismens forbrydelser, og disse bøger indgår også i opgøret med de personer på venstrefløjen der har lukket øjnene for folkedrab. Men det er jo mere end et opgør med kommunismen vi mangler, det er hele den kollektivistiske tanke vi skal have gjort op med. Et enkelt individ kan naturligvis gå amok og dræbe i flæng, og det kan man aldrig helt undgå. Men det antal mennesker et enkelt individ kan nå at dræbe er minimalt i forhold til de ulykker det kollektive vanvid kan forårsage. Derfor skal vi undgå kollektivismen, og der findes ingen bedre måde end ved en liberalisering der sætter individet i fokus.

Liberalisme er det ultimative demokrati hvor borgeren har maksimal indflydelse på sin egen tilværelse og den del af samfundet der vedrører ham. Under et liberalistisk system findes der ingen magtsystemer der kan udøve tvang, samfundet reguleres af mangfoldigheden og ikke af et parlament der kun repræsenterer snævre interesser. Demokratiet som vi kender det i dag er et demokratur, der vil regulere alt. Forskellen mellem en diktator og demokraturet er at vi selv vælger vores plageånder. Det næste skridt på vores udviklingsstige må derfor være at begrænse demokratiets tvang og lade borgerne bestemme så meget som overhovedet muligt indenfor ejendomsrettens rammer.

Liberalisme er en tradition der skal opbygges på samme vis som vi har opbygget de demokratiske traditioner. Vi tror selv at vi har nået toppen af menneskerettigheder i Danmark fordi vi har et fint demokrati, men vi har langt endnu, da vores friheds rettigheder konstant krænkes. På samme måde som vi har en demokratisk tradition, skal vi have en liberalistisk tradition, hvor vi tolererer naboen, men den opgave kan blive overordentligt svær fordi ifølge demokratiopfattelsen så har vi jo ret til at blande os i naboens moralske habitus, blot vi har flertal for det. Helt at sige at hvad der foregår bag naboens hegn, det er naboens sag det har vi meget svært ved at forholde os til.

Race og religion

Topscoreren blandt krigsårsager hedder utvivlsomt religion. Det er en risiko man egentligt ikke kan gøre ret meget ved, for ateisme er ikke bedre hvis man ser på Stalins ugerninger. Fælles for alle religioner er dog at de bringer fred
2003-05-14
Tweet