Liberalismen.dk

Velkommen til min hjemmeside. Jeg har valgt at dedikere den til liberalismen, fordi jeg er liberalist med hjertet, og ser på verden med liberalistiske øjne. Alt for mange mennesker bukker under for fristelsen til at styre verden med forbud og tvang. Derfor har liberalismen trange kår på trods af at liberalismen er vejen ud af sult og nød, krig og død.

Dette er ikke endnu en side hvor du kan læse kilometerlange akademiske artikler omkring liberalistisk økonomi. Det er min intention at holde niveauet på et plan hvor menig mand også kan være med.  
  Kjeld Flarup

Fortjener vi sikkerhed

I Danmark aflyttes Jyllands Postens Journalister. Storbritannien, Frankrig og USA har sat andre grundlæggende frihedsrettigheder ud af kraft efter 11. september. Her et år efter tragedien, står det mere og mere klart at fundamentalisterne har vundet første runde af krigen mod terror.

Specielt USA, burde vide bedre! Benjamin Franklin, en af underskriverne på USA’s uafhængighedserklæring har nemlig udtalt disse ord: ”De, som er villige at opgive den egentlige frihed - blot for at opnå en lille midlertidig sikkerhed - fortjener hverken frihed eller sikkerhed”

Spørgsmålet er, har vi fortjent sikkerhed, når vi bryder de grundlæggende friheder som vores samfund bygger på. Eskalationen af krænkelser på friheden, er vand på fundamentalisternes mølle, de ser at de kan vinde over vores frihed og demokrati, blot ved at spille på vores frygt. Af de skader som 11. september har forårsaget er selve terrorhandlingen med kapringen af de fire fly den mindste. Følgeskaderne som vi har påført os selv er langt større.

Vores reaktion mod terroren er dybt inkonsekvent. Vi fjerner systematisk friheden for alle, men samtidigt er der fundamentalister i vore lande, som åbenlyst får lov at spytte på demokratiet i religionsfrihedens navn. De vestlige demokratier tør ikke smide en fundamentalistisk muslim ud, af frygt for at miste den demokratiske facade. Men i det skjulte at bryde demokratiets egne regler, er fuldt ud acceptabelt. Det til trods for, at en demokratisk forfatning naturligvis hjemler ret til at slå ned på fundamentalister der undsiger demokratiet, mens der naturligvis ikke er nogen ret til at bryde retssikkerheden for en hel befolkning.

I bund og grund skyldes terrorproblemet, at de borgerlige og socialistiske stater ikke stoler på deres egne borgere. Derfor ser disse stater krænkelser af den egentlige frihed som berettigede, og hverken frihed eller sikkerhed er noget som disse stater kan tilbyde deres borgere.

Når vestlige stater ikke stoler på demokratiet, så kan de heller ikke fungere som rollemodeller, for den muslimske verden hvorfra den fundamentalistiske trussel skyller ind over os. Hvis blot USA levede op til idealerne i sin egen uafhængighedserklæring, så var der ingen problemer i USA’s tilstedeværelse i mellemøsten. Men som det er nu, så skaber USA’s dobbeltmoral blot endnu mere usikkerhed for hele den vestlige verden.

2011-01-30