Velkommen til min hjemmeside. Jeg har valgt at dedikere den til liberalismen, fordi jeg er liberalist med hjertet, og ser på verden med liberalistiske øjne. Alt for mange mennesker bukker under for fristelsen til at styre verden med forbud og tvang. Derfor har liberalismen trange kår på trods af at liberalismen er vejen ud af sult og nød, krig og død.
Dette er ikke endnu en side hvor du kan læse kilometerlange akademiske artikler omkring liberalistisk økonomi. Det er min intention at holde niveauet på et plan hvor menig mand også kan være med.
Kjeld Flarup
2002 velfærdsstatens baneår
Når jeg ser tilbage på 2002, så er det hverken EU formandskab, EU udvidelse, den kommende krig mod Irak eller kampen mod terrorisme der falder i øjnene. Det som jeg vil huske 2002 for, er at det blev året hvor velfærdstatens begyndende kollaps blev åbenlys.Dansk økonomi ser jo egentligt fin ud, hvilket vi kan takke Nyrup regeringen for. Jeg blev faktisk lidt forundret da det for nogle par år siden lykkedes Mogens Lykketoft at få det offentlige underskud under kontrol og vendt til et overskud. Men træerne vokser ikke ind i himlen. De første par år var det rimeligt let at gennemskue hvad Lykketoft gjorde for at få det til at hænge sammen. Først havde året 13 måneder, og dernæst solgte han Tele Danmark. Men derefter så det ud til at han faktisk havde fået det til at hænge sammen. Men nej, for nu står det soleklart at han ikke blot havde solgt ud af arvesølvet, han havde også solgt ud af det socialdemokratiske arveguld velfærdsstaten!
At det ikke er så let at gennemskue dette udsalg, skyldes at det ikke er staten der producerer velfærdsydelserne men amter og kommuner. Derved er det let at få styr på de offentlige finanser via finansloven. Regeringen laver blot en finanslov, hvor det er amter og kommunerne der pålægges at finde besparelserne. Denne strategi har været i brug i mange år. Først var det godt nok at få ryddet op, men de sidste par år det virkeligt er begyndt at gøre ondt i takt med at væsentlige samfundsfunktioner bliver ramt.
Senest her mellem Jul og nytår er der kommet fakta på bordet om hvor dårlige kommunevejene er og hvordan bilister får bilerne ødelagt af huller i vejene. Jeg har i årenes løb skrevet læserbreve om hvordan samfundet lader gamle mennesker ligge med våde bleer. Jeg har skrevet om sygehusventelister og nedlæggelser af hospitaler. Om hvordan samfundets svageste bliver afvist på socialkontorerne fordi de stærkeste der kender deres lovkrav presser dem ud. Ikke mindst har jeg skrevet om hvordan samfundet er blevet koldt og umenneskeligt.
Det er altså politikerne i amter og kommuner der må udføre Christiansborg politikernes beskidte arbejde og tage skraldet når befolkningen bliver sure over nedskæringerne og forringelserne. En gang i mellem griber folketinget så ind og laver en nødtørftig lov der skal forbedre enkelte velfærdsydelser som der er fokus på, som f.eks. med de ekstra penge i 2002 til at nedbringe sygehusventelisterne. Eller med love som pålægger kommunerne at levere bestemte ydelser. Derved bevarer skurkene på Christiansborg deres troværdighed, mens den systematiske nedbrydning af velfærdsstaten fortsætter.
Det grundlæggende problem er jo at efterspørgslen af gratis velfærdsydelser overstiger den sum af penge det er muligt at opkræve i skat. Derfor er det forkert at foregøgle befolkningen at velfærdsstatens gratisydelser blot kan fortsætte. Derfor stemmer vælgerne på politikere der på den ene side lover at bevare velfærdsydeseerne men i realiteten er ved at ødelægge kvaliteten totalt. Det burde være logik at kvaliteten af en gratis ydelse ikke er noget at råbe hurra for.
Alt i alt er det tankevækkende at det ikke skulle blive statens økonomiske ruin der satte en stopper for velfærdsstaten, men i stedet misrøgter politikerne det velfærdsproduktions apparat som eksisterer rund omkring i landet. Derved vil kvaliteten af alle velfærdsydelser falde til det uacceptable, og dermed er velfærdsstaten kollapset. Desværre sker dette kollaps i en monopol tilstand, så der ikke kommer privatfinansierede og brugerbetalte velfærdsydelser der kan tage over. Hele vores udannelsessystem, sundhedssystem, ældrepleje og infrastruktur vil stille og roligt blive utilsvarende og forfalde, hvilket vil få store økonomiske konsekvenser for Danmark i løbet af få år.
Hvis vi skal redde vores velfærd, så skal vi lave om på systemet så 90 procent af os selv betaler for vores ydelser, i stedet for at sende pengene omkring skattevæsnet. I stedet for at betale 2/3 at den sidst tjente krone til et system hvor vi ikke længere får noget for pengene, så skal vi beholde pengene selv og betale det som kvalitet koster frem for velfærdsstatens discountløsninger.
Problemet er blot at vi tjener ikke penge nok til at betale for ydelserne, fordi vi arbejder for lidt. Skatten er simpelthen kommet så langt op, at danskerne holder op med at arbejde og dermed har vi ikke råd til at finansiere velfærdsstaten. KV regeringens skattestop er det mest sigende eksempel på dette, for sætter regeringen skatten op vil vi endnu mindre få råd til velfærden. Men regeringen vil heller ikke afskaffe gratisydelserne, hvorfor de ikke kan sætte skatten ned. De er derfor fanget i en fælde hvor man kun kan fortsætte den socialdemokratiske politik med at udhule velfærdsstaten.
Læren af 2002 er derfor, at vi skal til at betale mere selv hvis vi skal være sikre på at bevare vores velfærd, for den kan ikke betales over skatten. Det er simpelthen lige så utopisk som Østeuropas fordums kommunisme, og konsekvenserne kan blive lige så alvorlige.
2003-01-01
Tweet