Liberalismen.dk

Velkommen til min hjemmeside. Jeg har valgt at dedikere den til liberalismen, fordi jeg er liberalist med hjertet, og ser på verden med liberalistiske øjne. Alt for mange mennesker bukker under for fristelsen til at styre verden med forbud og tvang. Derfor har liberalismen trange kår på trods af at liberalismen er vejen ud af sult og nød, krig og død.

Dette er ikke endnu en side hvor du kan læse kilometerlange akademiske artikler omkring liberalistisk økonomi. Det er min intention at holde niveauet på et plan hvor menig mand også kan være med.  
  Kjeld Flarup

God mad og skattekiler

Lars Bonnevie skrev en forjættende artikel omkring skolemaden i Frankrig 29/2 i weekendavisen, som man som forælder kun kan misunde. Så spørger man selvfølgelig sig selv, hvorfor kan vi ikke bare gøre det samme her i Danmark. Ja, hvorfor gør vi ikke det? Lars Bonnevie giver selv lidt af svaret, at det er for dyrt. Jeg tror gerne at danskere ikke er så villige til at ofre ekstra på maden som franskmænd, men det er ikke hele svaret. Hvis vi nu antager at der faktisk er en gruppe danske forældre som gerne ville betale for at deres børn får god mad i børnehaven, hvad gør de så? Ja så laver de deres egen børnehave og ansætter en køkken assistent. Simpelt, ikke? Nej!

Desværre så skal sådan en køkkenassistenten jo have løn, og af den løn skal hun betale skat. Og da hele gildet skal betales af forældrene, har vi pludseligt en skattekile. For at tjene penge til barnets madordning arbejdes der 5 timer over, hvilket giver en ekstra indtægt på 1.000 Kr., hvilket naturligvis falder til topskat, så der kun er 380 Kr. tilbage, og af disse skal køkkenassistenten så igen betale ca. 45% i skat, så der kun er 200 Kr. tilbage. Og så er der ikke købt en eneste tomat endnu. Det skal nok få nogen til at overveje at smøre en sur madpakke.

Her er forholdene lidt anderledes i Frankrig, max 40% skat (hvem var det der grinede af NA?), og endnu mere vigtigt, de første 100.000 Kr. beskattes med ca. 3%. Dette betyder at et deltidsarbejde med at lave mad i f.eks. en børnehave stortset ikke skal beskattes! En franskmand skal altså kun arbejde ca. 2½ time over mod danskerens 5 timer. Og så har jeg ikke medtaget administrationsomkostninger, sygedagpenge o.s.v. der for lavtlønsområdet nogle gange rammer hårdere end skatten. Problemet med lønnen er vi lidt ude over i min datters børnehave, da der er et samarbejde med en husholdningsskole lige ved siden af. Men alligevel, så står forældrene ikke just i kø for at få deres børn optaget i børnehaven, hvilket mig og min kone slet slet ikke kan forstå, for hvad betyder en smule penge i forhold til vores datters sundhed? Så jo, der er da en forskel på (de fleste) danskere og franskmænd.

Nå, men vi har jo ikke købt noget mad endnu. Her er det også dyrt i Danmark. Gentagne gange har prisundersøgelser vist at dagligvarer er dyrere i Danmark end i andre lande, skatten slår jo også igennem på både produktion og distribution af fødevarer. Men det som nok sætter afgørende ind er den højere danske moms, der vel og mærke rammer alt, også fødevarer. Mange andre lande har indført reduceret moms eller helt afskaffet den på fødevarer. Frankrig har således kun en madmoms på 5,5%. Og madmomsen er altså ikke helt uvæsentlig for om det er industrislam eller kvalitetsmad der bliver resultatet. Desværre går meget af diskussionen omkring madmoms på om man skal have flere satser, en for sund og en for usunde varer. Men stop den diskussion og fjerne momsen fra det hele. Et godt brød vil altid koste mere end en pose kuvert flütes, og den dårlige pose flütes vil alligevel ryge i samme momskategori. Og et æble vil altid være dyrere end en chokoladekiks. Den skade som momsen gør, er at den gør god mad forholdsvis dyrere end dårlig mad. Så for at spare nogle få kroner i et i forvejen hårdt beskattet budget, så vælger vi chokoladekiksen fremfor æblet. Det er altså alt andet lige billigere at gå efter god mad længere sydpå.

Maden skal jo laves i et køkken, og der kommer det næste problem. Der skal jo deles smiley'er ud, og det skal forældrene betale for. Foruden at man ikke bare kan lave mad i hvad som helst, så der skal indrettes et fint køkken, og det koster jo også. Jeg tvivler på at der er de samme regler i Frankrig, specielt når vi taler om små børnehaver, men i Danmark er intet jo for småt. Omvendt så er der naturligvis god grund til en skrap kontrol i Danmark, da de øvrige udgifter på specielt lønnen gør at det er en god forretning at spare lønkroner på rengøring og den slags overflødige udgifter, så man kan få råd til lidt mere. Altså det giver jo sig selv, at jo større omkostningsniveauet er, jo mere er der at hente i at snyde lidt på vægten.

Selvom kommunen så skulle gå ind og hjælpe til, så er der sikkert ikke meget hjælp at hente, for også for kommunen er det dyrt. At en obligatorisk madordning for daginstitutioner nu er kommet på finansloven, hvad den så end laver der når den er forældre betalt, er heller ikke opløftende. Tværtimod kan man frygte at en fælleskommunal ordning vil blive politikernes næste spareobjekt. Og forældrebetalingen ved den obligatoriske ordning på ca. 300 Kr. ja den rækker altså ikke til hvad vi betaler i vores børnehave alene for råvarer.

I stedet for at gennemtvinge en skolemadsordning, så skulle politikerne hellere se at få afskaffet momsen på mad. Og så skal de bagefter i gang med at se på skatten på arbejde. Det er der problemet først og fremmest ligger, også når vi taler om god mad.

2008-03-14