Liberalismen.dk

Velkommen til min hjemmeside. Jeg har valgt at dedikere den til liberalismen, fordi jeg er liberalist med hjertet, og ser på verden med liberalistiske øjne. Alt for mange mennesker bukker under for fristelsen til at styre verden med forbud og tvang. Derfor har liberalismen trange kår på trods af at liberalismen er vejen ud af sult og nød, krig og død.

Dette er ikke endnu en side hvor du kan læse kilometerlange akademiske artikler omkring liberalistisk økonomi. Det er min intention at holde niveauet på et plan hvor menig mand også kan være med.  
  Kjeld Flarup

Erstat NATO med EU

Hvis du vil have fred, så forbered krig; skrev den romerske militærforfatter Flavius Vegetius Renatus i 400-tallet. Det har Vesteuropa ikke været siden murens fald i 1989, vi har for længst afviklet vores militære evner, for vi vil jo så gerne have fred!

Det er som om, Europa en gang imellem skal mindes om, at fred og frihed ikke er gratis. Set i det lys er EU’s forsvarssamarbejde, som vi stemte os ind i for to år siden, og som skulle få Putin til at ryste i bukserne af skræk, slet ikke tilstrækkeligt. Der skal en overstatslig hær til for at sikre stabilitet, men det er vi blevet lovet, at vi ikke får - og så kan det jo være ligemeget.

I stedet bygger EU sin sikkerhed på NATO og dermed USA. Hvis man tror at USA er Land of the Free og Rusland kommunisme, lever man i et andet årtusinde. Vi har haft god gavn af USA under den kolde krig, og med vores eget interne opgør med Nazi Tyskland. Men måske det var på tide at stå på egne ben.

“Uden USA er vi forsvarsløse overfor Rusland!” Vrøvl, Rusland har 140 mio indbyggere, EU har 440 mio og BNP er 10 gange større end Ruslands. Rusland er en mus i forhold til EU, det vil slet og ret være en for stor mundfuld. Faktisk er EU større end USA, vi skal blot have viljen til at forsvare os. Vi skal være beredte til krigen for at undgå den!

EU og Rusland er ligeværdige modstandere. Selvom EU på papiret er stærkere end Rusland, vil EU aldrig have styrken til at angribe Rusland. Og nej, det tæller ikke, at det ville vi aldrig finde på. Det ændrede sig på blot 10 år med Nazityskland.

Vi har to naboer, som reelt ikke udgør en trussel mod hinanden. Hvad gør man så - jo, man starter et fredeligt samkvem, for man kan ikke gøre andet! Det var den indsigt som Flavius Vegetius Renatus havde.

Hvad så med Ukraine? Det er her NATO bliver et stridspunkt. Budskabet fra Moskva er helt utvetydigt, at man anser NATO udvidelser som en trussel. Primært anser man NATO som værende lig med USA (EU betyder intet!)

Den sidste dråbe, som fik bægeret til at flyde over, var at USA i slutningen af 2021 lavede en aftale med Ukraine, som ville muliggøre, at USA opstillede missiler 500 km fra Moskva. Rusland har ikke mulighed for tilsvarende at opstille missiler 500 km fra Washington, så det er et meget ulige træk set fra Moskva. Havde det derimod været EU som opstillede missiler kunne Rusland uden større besvær opstille missiler, der kunne ramme de fleste EU hovedstæder - magtbalancen opretholdt og freden bevaret!

Hvor NATO er en anstødssten, forholder det sig omvendt med EU. Moskva har officielt intet imod at EU udvider sig!

Rusland vil gerne være en supermagt, og dermed have indflydelse på sine nærområder. Men EU er faktisk en soft power supermagt, som flytter meget på demokratiske værdier, retsstat o.s.v. I det lange løb vil disse værdier vinde - hvis man altså tror på deres styrke!

Vores økonomiske system er en sællert, eller burde i hvert fald være det. Til gengæld sælger ting som bøsseægteskaber, transpersoner og kønsskifte bestemt ikke i resten af verden. Heller ikke klimakampen, udskrigningen af Vesteuropa som racistisk, miljøsvinsk og white premacy. At nogen skulle kunne finde på at tro, at resten af verden ville labbe Vestens værdier i sig, når vi sådan går og hader os selv, er lidt absurd. Det eneste som sælger er penge - og vores vilje til at give økonomisk støtte.

NATO er en militær organisation, og derfor ser Rusland NATO som en trussel. Hvis EU hjemtager denne opgave fra NATO og får en militær overbygning, vil Rusland så stadig se EU som værende acceptabel? Fortidens aggression spøger stadig, Rusland overlevede kun med nød og næppe Frankrigs og Tysklands invasioner.

EU er dog også en nabo, og langt fra så krigerisk som USA. Og EU ligger ikke i sikker afstand 10.000 km væk, som USA gør! Nok har Vesteuropa ikke lavet andet i 1.000 år end at kriges indbyrdes, men det har vi med EU fundet en anden måde at håndtere på nu - hvilket faktisk førte til at EU fik Nobels fredspris.

Igen er der så spørgsmålet om Ukraine. Sandheden er jo den, at havde det ikke været for krigen, ville man ikke have indledt optagelsesforhandlinger med Ukraine. Landet ligger milevidt fra de standarder som EU kræver at de skal leve op til. Og så skal man heller ikke være blind for at det nye land Ukraine bliver det femte største land i EU, og det største østeuropæiske land.På trods af dette, kunne EU have optaget Ukraine, uden at en halv million mennesker måtte lade livet!

Det drejer sig ikke om, at man skal please Rusland ved at stille sig selv svagere. Tværtimod vil EU stille sig selv stærkere, mere troværdig og ligebyrdig, ved at kunne stå på egne ben uden USA. Fredsbevægelsen i 70’erne og 80’erne havde som mål at opnå dialog, men de fejlede grumt fordi de ikke havde læst Renatus, og bærer indirekte et kæmpe ansvar for krigen i Ukraine.

NATO er jo, når det kommer til stykket, heller ikke nogen entydig garanti. Hvis de andre NATO lande vælger ikke at reagere på et angreb, så er der frit spil. Det er faktisk et farligt bluffnummer, som kan invitere til et angreb i forventning om NATOs passivitet - og i stedet ende i en storkrig.

Vi skal have en ordning, hvor generalerne har mandat til at forsvare hele EU, uden at der skal tages en politisk beslutning. Derfor skal USA ud! Vi kan ikke have et fjernt land inde over den proces.

Hvorfor har vi så ikke allerede en fælles hær? Gensidig Europæisk mistillid er nok den væsentligste grund. Nu har vi i århundreder bekæmpet hinanden, for at underlægge naboerne, og en fælles europæisk hær ville kunne bruges til at ét land i Europa kommer til at dominere de andre. Frygten for EU er faktisk større end frygten for Rusland.

Derfor er det nødvendigt med nogle traktater, som sikrer mod at EU selv ender i totalitære tendenser. Primært betyder det, at det altid skal være muligt at forlade EU på rimelige vilkår, så valget ikke står mellem et dysfunktionel EU og at stå afklædt. "Super Europæere" vil påstå, at muligheden for at kunne forlade unionen svækker EU, men det er nærmere omvendt! Muligheden for at forlade unionen er vigtig, fordi det tvinger EU til at være agil og tilpasse sig tiden og befolkningen - ikke omvendt!
2024-07-08